Find nødder: Hasselnødder

Nødder er en af de ting, du kan være heldig at finde, når du bevæger dig ud i naturen i efteråret - og her er særligt hasselnødder en sikker vinder.

Hasselnødder vokser gerne i vilde hegn, i markskel, langs veje eller i løvskove. Ofte vokser hasselnøddetræerne mange sammen på samme sted, så hvis du først finder en hasselnød, er der god sandsynlighed for, at du kan finde mange.

Hasselnødderne kan plukkes og bruges i flere stadier. De grønne nødder har en cremet og saftig konsistens. Mikkel-Lau fra VILD MAD foreslår, at du kan bruge de grønne nødder i salater og som drys på fx fiskeretter. Dog skal du være opmærksom på, at hvis du har tendens til nøddeallergi, så er de umodne, grønne nødder kraftigere og kan derfor også lettere fremkalde allergiske gener.

De brune, modne nødder opfordrer han til, at du plukker og lader tørre, inden du pakker dem i en beholder. De kan bruges på alle tænkelige måder: Smørristede som knas på salater, som drys på kager eller til at lave hjemmelavet nutella af.

 

Find opskrift med vilde nødder

Gode råd og god opførsel

Hvis du har fået lyst til at bruge naturen til at sanke årstidens råvarer i, er her nogle gode råd, du skal være opmærksom på, inden du tager afsted. For hvordan er reglerne, og hvad skal du være opmærksom på, når du pakker rygsækken og tager ud i den danske natur for at sanke:

Hvor må du samle?

Som hovedregel må du indsamle overalt i skoven i offentligt ejede skove.
I private skove må du kun tage det med, du kan nå fra vej og sti.


Hvad må du samle?

Bær, svampe, nødder og frugt må i begrænset omfang samles til privat brug overalt i statens skove og naturområder. I gamle dage sagde man, at man måtte indsamle den mængde, der kan være i en hat. I dag skriver Miljø- og fødevarestyrelsen, at du som tommelfingerregel må samle den mængde, der kan være i en bærepose.
Kilde: Miljø og fødevareministeriet 


Pas på naturen

Når du sanker i naturen, skal du altid passe godt på naturen. Undgå at ødelægge planter og bevoksning og riv aldrig planter op med rod. Tag hensyn til dyrelivet og tag altid kun det, du har brug for.
Tænk samtidig på, at der også kommer andre efter dig, som kan have glæde af at sanke i naturen – så efterlad lidt til dem også.


Pas på dig selv

Inden du går i gang, er det altid en god idé at planlægge, hvad du kan finde og hvor, du bedst kan finde det. Du skal altid være opmærksom på, at der findes giftige planter, svampe osv. i den danske natur, og at du derfor altid skal tjekke med en reference, at det, du finder, er spiseligt, og at det ikke kan forveksles med giftige planter, bær og svampe. Brug derfor altid tid på at undersøge det, du finder. Hvis du bliver i tvivl, så lad være med at spise det.


Få mere viden og god inspiration

På hjemmesiden og appen VILD MAD kan du finde en masse tips til, hvad du kan finde af urter, bær, frugt m.m. i de forskellige typer af landskaber i Danmark – på de forskellige årstider. Samtidig kan du finde inspiration til lækker mad med dine fund samt gode råd i forhold til, hvad du skal være opmærksom på, når du samler i naturen.

Hvordan skal du holde efterårsferie?