Campingstafetten er på besøg hos Blushøj Camping - Ebeltoft

Hver uge sender vi Campingstafetten fra campingplads til campingplads – på kryds og tværs gennem landet. Her kan du få et indblik i hverdagslivet på en campingplads, møde ildsjælene bag de enkelte pladser og høre om de tanker, drømme og projekter, de forskellige værter på DK-CAMPs pladser pusler med for at kunne skabe dejlige ferieoplevelser for alle jer, der er lige så tosset med camping som os.

Udsigten fra Blushøj Camping - Ebeltoft
Badebro ved Blushøj Camping - Ebeltoft
Autocamper på Blushøj Camping - Ebeltoft

Fem hurtige til værtsparret

Campingstafetten er i denne uge landet hos Asbjørn og Ann-Cathrin på Blushøj Camping ved Ebeltoft. De har overtaget den smukt placerede campingplads efter Asbjørns forældre og driver sammen den hyggelige campingplads. Campingpladsens historie går tilbage til 1950’erne, og gennem tiden har mange gæster nydt den smukke udsigt over Kattegat fra pladsen og benyttet det unikke landskab i Mols bjerge til gå- og vandreture. Campingpladsen fremstår i dag som en moderne og flot campingplads med mulighed for både at slappe af, nyde livet og for at tage på opdagelse i de mange seværdigheder og attraktioner, som Djursland har at byde på.

Vi har stillet værtsparret 5 hurtige spørgsmål om, hvad de pusler med og drømmer om at skabe af ferieoplevelser for deres gæster.


Hvad optager jer lige nu?

Foråret er altid en travl tid. Man skal have afsluttet de sidste projekter og sikre, at alt er klart til en sommer med fuld fart. Samtidig er det også tit i foråret, at der opstår uforudsete ting.
Den anden dag var der en entreprenør, der ramte et vandrør i et nærliggende sommerhusområde, og som formand for det lokale vandværk fik jeg pludselig travlt med at sikre vandforsyningen, ikke bare til mig selv men til landsbyen, sommerhusene og de andre forbrugere, som det lille vandværk leverer til.


Hvad glæder I jer mest til i løbet af den kommende sæson?

I år er mange ting anderledes. Der er rigtig mange, der booker deres ophold på forhånd, hvor vi tidligere har været vant til, at folk bare kommer.
Det bliver spændende at opleve en hel anden måde at drive campingpladsen på sammenlignet med de sidste mange år.


Er der særlige aktiviteter for jeres gæster i den kommende tid?

Vi er traditionelt ikke en plads, der har rigtig mange arrangementer i løbet af året. Rigtig mange af de folk, der komme hos os, vil gerne nyde den gode udsigt og tage en gåtur i den fantastiske natur, som Nationalpark Mols Bjerge byder på.
Dog afholder vi hvert år cirkusskole for børn og barnlige sjæle. Det gør vi også igen i år, selvom det bliver under lidt andre forhold end normalt.


Hvad er det bedste ved af have en campingplads?

Mødet med folk, der er på ferie!


Hvad vil I gerne have, at jeres gæster mindes efter en ferie hos jer?

Når man tager afsted fra Blushøj, må man rigtig gerne synes, at man har fået slappet af, holdt ferie og set det, man skulle, men samtidig håber vi også, at folk tager afsted med følelsen af, at der var mere at udforske, mere at se og her vil vi gerne tilbage til.


Den 2. juli 2020