Ny på camping

Nogle er vokset op med sommerferier eller weekendture i egen campingvogn eller telt. Mens camping for andre er en helt fremmed ferieform. Uanset om du har barndomsminder om ferier på camping med i bagagen, eller om du er helt grøn ud i campinglivet, kan der være mange spørgsmål, der melder sig. For hvordan er det nu lige med det der camping? Skal jeg selv have alt udstyr med? Skal jeg have et særligt campingpas og hvad nu hvis, jeg ikke selv har et telt eller en campingvogn – kan jeg så leje?

Bare rolig: Det behøver hverken at være specielt kompliceret eller omstændigt at tage på camping. Vi har herunder samlet nogle gode tips til dig, som er ny på camping og har samtidig også spurgt nogle garvede campister til råds i forhold til, hvad du skal have med i bagagen, hvis du gerne vil ud og nyde livet på camping i Danmark.

Derudover har vi samlet en række artikler, hvor du kan læse om, hvordan to børnefamilier prøver kræfter med hver deres form for camping for første gang. Læs om Pernille, der tager familien med på camping i et lejet telt for første gang. Eller om Maria-Therese, der er kvinden bag bloggen Mamamaruska.dk, som tager sin familie med på camping i hytte. Og endelig kan du også læse om en familie, der valgte at gå all in og købe en campingvogn, inden de rullede ud i campinglivet for første gang – og siden blev bidt af ferieformen.

Hyppige spørgsmål

Skal jeg have et campingpas eller et medlemskab for at kunne tage på camping?
Nej – hos DK-CAMP kræver det ikke noget campingpas eller medlemskab at overnatte på vores pladser. Her kan du komme som du er og når du har lyst – dog er det en god ide at booke dit ophold først, så du er sikker på, at der plads til dig, når du dukker op.

Dog kan enkelte pladser have i deres betingelser, at du skal oprettet et Campingpas, når du overnatter hos dem. Det kan du gøre, når du kommer til campingpladsen.

Skal jeg selv have alt udstyr med?
Hvis du fx kommer i telt eller gerne vil begrænse din oppakning, kan du låne gryder, pander m.m. i de fleste fælleskøkkener. I fælleskøkkenerne finder du også kogeplader, køleskabe osv., så du kan tilberede din mad her og opbevare dine madvarer på køl. Hvis du gerne vil lave mad over bål, er der også mange campingpladser, der har et bålsted, hvor det kan lade sig gøre. Du skal dog selv medbringe service og remedier til at vaske op.
Mange pladser har også opholdsrum, hvor du kan spise din mad samt borde og bænke på pladsen, som du kan benytte, hvis du ikke har plads til bord og stole i din oppakning.
Og endelig er der også på mange pladser en tilknyttet café eller kiosk, hvor du kan spise eller købe de mest nødvendige ting.

Behøver jeg selv have et telt eller en campingvogn – eller kan jeg leje?
Nej, du behøver ikke selv at eje et telt eller en campingvogn. På mange pladser kan du leje både campingvogne, Mobilehomes, hytter, telte og glampingtelte. På samme måde tilbyder mange pladser også, at du kan leje linnedpakker med sengelinned og håndklæder.

Hvad med bad og toilet?
På alle campingpladser finder du fælles bade- og toiletfasciliteter, som du kan benytte frit, når du lejer en plads på campingpladsen. Mange steder betaler du for anvendelsen af badefasciliteterne.
Hvis du har lejet en hytte, så tjek om den indeholder eget bad og toilet. Det er tilfældet i mange typer af hytter. Mange hytter har også eget køkken med de mest basale ting til rådighed. Hvis du er i tvivl, så spørg, når du booker.

Hvis jeg kommer i campingvogn, er der så noget, jeg skal være opmærksom på?
På pladsen har du mulighed for at få din campingvogn koblet op til strøm. Derudover kan du tømme din campingvogns toilettank samt spildevand.


Hvad nu hvis, jeg ikke selv kan bakse min campingvogn på plads?
Selvom du ikke er meget for at indrømme det, så kender vi vel alle frygten for ikke at kunne få campingvognen bakset på plads for øjnene af alle pladsens øvrige gæster. Bare rolig, du er ikke den eneste, der har været ny med en campingvogn, og hvis du har bøvl eller problemer, så vær ikke bange for at spørge om hjælp.

Hvad skal jeg ellers vide?
På camping handler det om at holde ferie på den måde, du kan lide det. Brug de faciliteter, du føler, du har brug for. Du kan skrue op og ned for komforten efter behov og ønsker. Deltag i de aktiviteter, du har lyst til. Slap af. Nyd friheden, ferien og tiden med dem, du holder af. Hvis du er i tvivl om noget, så spørg dine værter på pladsen eller nogle af pladsens øvrige gæster. Og hvis du mangler noget, gælder samme regel: Hvis du har glemt en proptrækker eller en dåseåbner, er der helt sikkert en anden på pladsen, der har husket sin og som gerne låner den ud.

Område
Udlejning til overnatning Aktiviteter Bademuligheder Aktiviteter for børn Faciliteter Butik/indkøb Restaurant/spisested Udlejning/udlån af udstyr Attraktioner/seværdigheder Sportsaktiviteter
Kategori Vintercamping Tilbud
Autocamper