Flere danskere elsker at holde ferie i dejlige Danmark

17. juni 2019

Flere og flere danskere vælger at holde ferie hjemme i Danmark. Så hvis du også har planlagt at holde ferie i Danmark i år, så er du med på trenden. Det viser en ny undersøgelse, der er lavet af Dansk Kyst- og Naturturisme i samarbejde med VisitDenmark.

Danmark var i 2018 igen den absolut mest populære feriedestination blandt danskerne. 61 % af de danskere, der var på ferie med overnatning i 2018, holdt en eller flere af disse ferier i Danmark. Når man sammenligner Danmarks attraktivitet med tidligere, er niveauet det højeste siden 2016, hvor undersøgelsen blev gennemført for første gang.

Især børnefamilierne er glade for at holde ferie i Danmark, og der er sket en markant stigning i antallet af børnefamilier, der holder ferie i Danmark, siden den seneste undersøgelse. I 2018 var Danmark destinationen for 65 % af de børnefamilier, der var på ferie. I 2017 var tallet 56 %.

Tendensen fortsætter
Og det forventes, at den tendens fortsætter. 43 % af danskerne forventer nemlig at holde ferie i Danmark inden for det næste år svarende til 2,5 mio. danske turister. Det er dog erfaringen, at det tal blive langt højere. Til sammenligning sagde 34 % af danskerne i 2017, at de forventede at holde ferie i Danmark i 2018. Men hele 61 % endte reelt med at gøre det. Der kan være flere grunde til, at man ikke forventer at holde en ferie, og så alligevel gør det, fx vejret eller en nem, spontant opstået feriemulighed, og typisk planlægger danskere en danmarksferie senere end en udlandsferie.

Når det handler om at holde ferie i samme land flere år i træk, er danskerne faktisk mest loyale over for Danmark som feriedestination. 62 % af de danskere, der holdt ferie i Danmark i 2018, forventer også at holde ferie i Danmark i 2019. Det er en stigning fra sidste år, hvor tallet var 56 %.

Om analysen
Dansk Kyst- og Naturturisme har i samarbejde med VisitDenmark foretaget undersøgelsen i marts 2019 blandt 2.009 repræsentativt udvalgte danskere på 18+ år. Det er fjerde gang, analysen gennemføres. Den er udført af Wilke for Dansk Kyst- og Naturturisme. I undersøgelsen defineres en ferie som en rejse med minimum én overnatning.