Hillerød Camping er Årets Danske Campingplads 2019

25. februar 2019

Der var prisregn i MCH Messecenter Herning, da hyldestshowet Danish Camping Award 22. februar hyldede campingbranchen på åbningsdagen for Skandinaviens største feriemesse Ferie for Alle. Traditionen tro modtog flere virksomheder og en lang række engagerede personer de mest eftertragtede campingpriser.

Årets Danske Campingplads
Blandt de seks prisoverrækkelser gik prisen som Årets Danske Campingplads til Hillerød Camping for "bedste service til prisen". Juryen beskrev Hillerød Camping som en plads med god service, smil og venlighed krydret med lanterner rundt på pladsen, gratis morgenkaffe og måske Danmarks mest hyggelige fælleskøkken. Pladsens lejrchef Anette Quist blev rost for at elske sine gæster og have det som fast rutine at køre rundt om aftenen og sige godnat til store og små med karameller og kram.

Og det var også med stor glæde, at Annette Quist fra Hillerød Camping sammen med sin mand og to døtre tog imod prisen på scenen.

- Det er helt vildt at vinde denne pris. Det er et fantastisk felt, vi har været oppe mod, og jeg havde slet ikke set den komme. Jeg vil gerne takke alle vores dejlige gæster, kollegaer i branchen og ikke mindst min familie. Det betyder meget for en lille campingplads som os at vinde så flot en pris, sagde Annette Quist fra Hillerød Camping.

Foto: Annette Quist og hendes mand står som nr. 2 og 3 fra højre.

Kilde: DCU