Campingstafetten

- Grenaa Strand Camping

Hver uge sender vi Campingstafetten fra campingplads til campingplads – på kryds og tværs gennem landet. Her kan du få et indblik i hverdagslivet på en campingplads, møde ildsjælene bag de enkelte pladser og høre om de tanker, drømme og projekter, de forskellige værter på DK-CAMPs pladser pusler med for at kunne skabe dejlige ferieoplevelser for alle jer, der er lige så tosset med camping som os.

Grenaa Strand Camping piratskib
Grenaa Strand Camping legeplads
Grenaa Strand Camping hytter
Ejeren af Grenaa Strand Camping

Fem hurtige til værtsparret

Vi skyder campingstafetten 2021 i gang fra Grenaa Strand Camping. Her rykkede Michael Lip ind i for 17 år siden som ejer af campingpladsen, som ligger ideelt placeret lige ud til den skønneste hvide sandstrand, i perfekt afstand til utallige oplevelser i Østjylland. I de år Michael har ejet og drevet campingpladsen, er der sket mange ting, så den i dag fremstår som en 4-stjernets campingplads med et slaraffenland af aktiviteter for børn i alle aldre – alt sammen pakket ind i et univers med referencer til pirateventyr.

I dag driver han den store, børnevenlige campingplads på Jyllands næse sammen med Wendy Hansen. Vi har stillet Michael og Wendy 5 hurtige spørgsmål om deres drømme og forventninger til campingsæsonen 2021.

Hvad glæder I jer mest til i forårs- og sommersæsonen 2021?

At se pladsen summe af ferieglade børn og voksne. Der findes ikke noget bedre, end at se hvordan børnene finder nye legekammerater og bevæger sig frit rundt på pladsen helt optagede af deres egne eventyr.

Er der nye faciliteter eller aktiviteter, som jeres gæster kan glæde sig særligt til hos jer i år?

Vi har totalrenoveret vores butik, hvor sortimentet bliver større, ligesom der vil være et større udvalg af take away. Derudover har vi renoveret 5 af vores gamle hytter, der nu fremstår som hyggelige 2 personers (4 personer hvis man slår sovesofaen ud) hytter, dog stadig uden toilet og bad. Vores store piratskib fra sidste år, er stadig et stort trækplaster, og rigtig mange af vores kommende gæster glæder sig til at opleve det.

På hvilken måde kan I mærke den anderledes situation, som corona har bragt os alle i?

Det kan være lidt af en udfordring at være up to date med restriktionerne. Vi har også været nødt til at ansætte mere personale til rengøring, så vi, udover de flere gange daglige rengøringsrunder, også oftere kan komme gennem servicebygninger og desinficere kontaktflader. I forhold til gæsterne oplever vi heldigvis en stor forståelse og respekt for de ændrede vilkår, når man er på camping. Både når det drejer sig om begrænsninger af antal i køkkener m.m. samt når aktiviteter ikke kan afholdes på samme måde som før.

Hvad er det bedste ved af have en campingplads?

Alt. Jeg ved godt det spænder vidt, men at være bag kulissen på en campingplads er en helhedsoplevelse, nærmest en livsstil, hvor det bliver en personlig tilfredsstillelse at sende gæsterne hjem med skønne ferieminder. Man går gerne den ekstra mil for at løse de udfordringer, gæsterne kan støde på, om det er at aftale lånebil med det lokale værksted, mens gæsternes egen bil bliver repareret, ringe efter fleksbus/taxa, guide gæsten til byens bedste steak eller mest børnevenlige restaurant, afsløre hvor man får de sødeste jordbær, har den bedste udsigt -  ja hvad som helst.

Hvad vil I gerne have, at jeres gæster mindes efter en ferie hos jer?

At deres feriedrømme er blevet til ferieminder.

Den 25. marts 2021