Efterårscamping med sanketure i naturen

Gå på opdagelse i naturen og brug de vilde råvarer i din madlavning, når du er på campingtur i efteråret. Vi har samlet gode råd til dig, der gerne vil i gang med at samle naturens egne råvarer og inspiration til, hvad du kan kaste dig over i efteråret.

Du har garanteret allerede prøvet at sanke før – men måske ikke tænkt over, at det var det, du gjorde. Du har gjort det, når du har plukket brombær langs kanten af skoven, fundet hyben i klitterne ved stranden, eller høstet hyldeblomster om foråret på en afsides vej.

Naturen bugner af lækkerier, som man kan hygge sig med at finde og samle, når man er ude for at opleve den smukke danske natur. Og når du er på camping, har du ofte naturen lige uden for døren, hvor det er oplagt at gøre gåture i området til en opdagelse af, hvad man kan samle og spise af årstidens frugt og grønt fra naturen. Efterfølgende kan du bringe turens høst med hjem til campingvognen, hytten eller bålpladsen på campingpladsen og krydre din aftensmad med dine fund, bruge dem som en lækker snack, eller hvis du har pladsen i campingvognen – til at sylte og gemme som et hyggeligt minde om ferien.

Vi har samlet nogle gode råd til dig, der har lyst til at prøve kræfter med at sanke, når du er på camping, og vi har talt med Mikkel-Lau Mikkelsen, som er projektleder af hjemmesiden og appen VILD MAD, som formidler og inspirerer til at bruge naturens egne vilde råvarer i madlavningen. Her er hans 3 sikre bud på, hvad du kan finde i naturen i slutningen af september og oktober, og som du kan bruge i din madlavning, når du er afsted på camping.

Billedet er af Niclas Jessen

3 sikre fund i efteråret

Særligt i efteråret fra slutningen af september og oktober er der en masse lækker frugt, nødder og svampe, som du kan gå på opdagelse efter og bruge som råvarer i din madlavning, når du er på camping, eller nyde som en snack, mens du er på tur. 

Frugt: Vilde æbler

Den danske natur er fuld af vilde frugttræer, og i slutningen af september og i oktober kan du være heldig at finde både vilde pærer, blommer og æbler.

Men særligt æbler er en sikker vinder på denne tid af året, hvis du går tur langs vilde hegn, langs skovområder eller langs cykelstier i byer, fortæller Mikkel-Lau fra VILD MAD. ”Det særlige ved vilde æbler er, at de har fået lov til at krydse sig frit med hinanden og at smagsvarianterne derfor er uendelige. Fra det bitre til det syrlige og til det søde honningmelon-agtige.”

Projektlederen fra VILD MAD opfordrer til, at man tænker på de vilde æbler som en ingrediens i stedet for som en frugt, så man ikke kasserer et æble, fordi det er for surt eller bittert, men i stedet prøver sig frem og bruger dem i salater, i chutney m.m.

”Og finder du et af de søde æbler, er det oplagt at tænde op i bålet, finde sukker og kanel frem og riste æblerne over bålet”, tilføjer han.

Find yderligere inspiration til, hvordan du kan bruge vilde æbler i din madlavning.

Nødder: Hasselnødder

Nødder er også en af de ting, du kan være heldig at finde, når du bevæger dig ud i naturen i efteråret - og her er særligt hasselnødder en sikker vinder. Hasselnødder vokser gerne i vilde hegn, i markskel, langs veje eller i løvskove. Ofte vokser hasselnøddetræerne mange sammen på samme sted, så hvis du først finder en hasselnød, er der god sandsynlighed for, at du kan finde mange.

Hasselnødderne kan plukkes og bruges i flere stadier. De grønne nødder har en cremet og saftig konsistens. Mikkel-Lau fra VILD MAD foreslår, at man kan bruge de grønne nødder i salater og som drys på fx fiskeretter. Dog skal man være opmærksom på, at hvis man har tendens til nøddeallergi, så er de umodne, grønne nødder kraftigere og kan derfor også lettere fremkalde allergiske gener.

De brune, modne nødder opfordrer han til, at man plukker og lader tørre, inden man pakker dem i en beholder. De kan bruges på alle tænkelige måder: Smørristede som knas på salater, som drys på kager eller til at lave hjemmelavet nutella af.

Find inspiration til madlavning med hasselnødder

Svampe: Tragtkantarel

Når man samler svampe, skal man altid være opmærksom og have referencer med på turen, så man kan tjekke, om de svampe, man finder, er spiselige eller ej. Svampe kan være giftige, og hvis man kommer det mindste i tvivl, om de kan spises eller ej – så lad være, lyder advarslen fra projektlederen bag VILD MAD. Han foreslår dog, at tragtkantarel er et godt sted at starte, hvis man gerne vil ud og samle svampe i efteråret. ”Den skiller sig ud med sit karakteristiske udseende og så har den lækker afrundet omamismag, som gør den oplagt at bruge i madlavningen”, fortæller Mikkel-Lau.

Tragtkantarellen er en lille, nydelig svamp med en glat hat, der sjældent bliver mere end to til fire cm i diameter, og som hæver sig op til seks cm over skovbunden. Hatten er gråbrun eller mørk olivenfarvet med en dyb, navleagtig forsænkning i midten. Randen er - som hos andre kantareller - ofte stærkt bølget med en hængende kant hele vejen rundt. Underneden har den grågullige ribber og årer, der gaffelagtigt forgrener sig et stykke ned ad stokken. Selve stokken er gullig, lidt fladtrykt og hul.

Tragtkantarellen vokser i skovbunden i både løv- og nåleskove. Den kan ligne blade, så Mikkel-Lau foreslår, at man giver sig god tid og kigger godt efter i jordhøjde – så dukker de som regel op.

Tragtkantarellen er en lidt overset svamp, fordi den ikke syner af meget, og ofte skal man også samle en del, for at der er nok til at kunne bruge den i madlavningen. Dog står de ofte tæt sammen, så når man først har fået øje på dem, er der som regel mange at finde.

Mikkel-Lau fremhæver, at tragtkantarellen er god at stege på en varm pande med smør og krydderurter eller til at putte i en kartoffelmos eller risotto.

Få flere idéer til retter med tragtkantareller.

Gode råd og god opførsel

Hvis du har fået lyst til at bruge naturen til at sanke årstidens råvarer i, er her nogle gode råd, du skal være opmærksom på, inden du tager afsted. For hvordan er reglerne, og hvad skal man være opmærksom på, når man pakker rygsækken og tager ud i den danske natur for at sanke:

Hvor må man samle?
Som hovedregel må du indsamle overalt i skoven i offentligt ejede skove.
I private skove må du kun tage det med, du kan nå fra vej og sti.


Hvad må man samle?
Bær, svampe, nødder og frugt må i begrænset omfang samles til privat brug overalt i statens skove og naturområder. I gamle dage sagde man, at man måtte indsamle den mængde, der kan være i en hat. I dag skriver Miljø- og fødevarestyrelsen, at man som tommelfingerregel må samle den mængde, der kan være i en bærepose.
Kilde: Miljø og fødevareministeriet 


Pas på naturen
Når du sanker i naturen, skal du altid passe godt på naturen. Undgå at ødelægge planter og bevoksning og riv aldrig planter op med rod. Tag hensyn til dyrelivet og tag altid kun det, du har brug for.
Tænk samtidig på, at der også kommer andre efter dig, som kan have glæde af at sanke i naturen – så efterlad lidt til dem også.


Pas på dig selv
Inden du går i gang, er det altid en god idé at planlægge, hvad du kan finde og hvor, du bedst kan finde det. Du skal altid være opmærksom på, at der findes giftige planter, svampe osv. i den danske natur, og at du derfor altid skal tjekke med en reference, at det, du finder, er spiseligt, og at det ikke kan forveksles med giftige planter, bær og svampe. Brug derfor altid tid på at undersøge det, du finder. Hvis du bliver i tvivl, så lad være med at spise det.


Få mere viden og god inspiration
På hjemmesiden og appen VILD MAD kan du finde en masse tips til, hvad du kan finde af urter, bær, frugt m.m. i de forskellige typer af landskaber i Danmark – på de forskellige årstider. Samtidig kan du finde inspiration til lækker mad med dine fund samt gode råd i forhold til, hvad du skal være opmærksom på, når du samler i naturen.

Område
Udlejning til overnatning Aktiviteter Bademuligheder Aktiviteter for børn Faciliteter Butik/indkøb Restaurant/spisested Udlejning/udlån af udstyr Attraktioner/seværdigheder Sportsaktiviteter
Kategori Vintercamping Tilbud
Autocamper