Campingstafetten: Kongsøre Camping

Hver uge sender vi Campingstafetten fra campingplads til campingplads – på kryds og tværs gennem landet. Her kan du få et indblik i hverdagslivet på en campingplads, møde ildsjælene bag de enkelte campingpladser og høre om de tanker, drømme og projekter, de forskellige værter på DK-CAMPs pladser pusler med for at kunne skabe dejlige ferieoplevelser for alle jer, der er lige så tossede med camping som os.

I denne uge er campingstafetten landet hos Dorte og Henrik på Kongsøre Camping, som ligger smukt placeret mellem bøgetræer og tæt ved vandet i Odsherreds natur. Sammen med deres 3 børn købte værtsparret den 50 år gamle campingplads i efteråret 2019, og de har siden da drevet og arbejdet på at forny og renovere den hyggelige campingplads. Ud over den smukke beliggenhed i det kuperede terræn, ned imod Lammefjordens udmunding, byder campingpladsen også på alt lige fra stille kroge til pool-område, hoppepude og café.


Vi har stillet de to nye campingværter 5 hurtige spørgsmål om, hvad der optager dem i deres daglige arbejde, hvad der driver dem, og hvad det vigtigste er for dem, at deres gæster husker efter et ophold på Kongsøre Camping?

5 hurtige spørgsmål

Hvad optager jer lige nu (særlige gøremål, praktiske ting mm)?
At give vores gæster en rigtig god ferie. Selvom det store rykind i skolernes ferie er ved at aftage, skal det fortsat være rent, pænt og interessant at besøge vores plads. Vi gør os især meget umage med at holde orden, så det også smitter af på vores gæster, og alle gør en indsats.

Hvad har gjort størst indtryk på jer denne sommer – indtil videre?
At vi som helt nye ejere har fået muligheden for at få så mange gæster på vores lille campingplads. Vi havde jo ikke forestillet os, at det kunne give så mange kunder efter coronaens udfordringer i starten af sæsonen. Alle har været meget positive, og alle har gjort en indsats for at få alt til at glide. Mange af vores fastliggere nævner, at de er dybt imponerede over, hvor rent alle vores toiletter og baderum er i disse uger på trods af de mange besøgene. Og det tror vi kun kan lade sig gøre, da gæsterne udviser så stor gensidig respekt.


Er der særlige aktiviteter for jeres gæster i den kommende tid?
- Vi har haft en del aktiviteter for børn igennem de senere uger. Fx tur til dæmningen og fange krabber, snobrødsbagning, kreacafé og pool party. Der er afholdt wellnes og markedsdag med lidt til alle aldre. Derudover har vi haft en sommerfest, og på lørdag (den 8. august 2020) er der en sensommerfest for hele familien, hvor der allerede nu er fuldt hus med tilmeldinger.

Hvad er det bedste ved af have en campingplads?
- Glæden ved at arbejde sammen som familie og at være sin egen chef. Det kræver et stort samarbejde at drive en campingplads sammen, og vi var spændte på, om det kunne lade sig gøre - og det kan det. Derudover er det glæden ved at se alle de glade gæster, som roser den indsats og de valg, vi har truffet - og valg har der været rigtig mange af på det halve år, vi har været her. Der har også været bump og udfordringer, vi skulle løse på rekordtid. Men alt har kunnet lade sig gøre i den sidste ende.

Hvad vil I gerne have, at jeres gæster mindes efter en ferie hos jer?
Rummelighed, skøn natur, glæden ved at møde nye mennesker og fællesskabet på en lille hyggelig plads. At vi som plads kan tilbyde noget til alle aldre og alle interesser. Vi har foruden campingpladsen også en café i den gamle kro og en bar nogle aftener om ugen.

Læs mere om Kongsøre Camping

Følg med i næste uge, hvor stafetten bliver sendt videre til en ny campingplads i Danmark.

Se også de øvrige portrætter fra de campingpladser, stafetten har besøgt.

Den 6. august 2020