Campingstafetten: Hasle Camping

Hver uge sender vi Campingstafetten fra campingplads til campingplads – på kryds og tværs gennem landet. Her kan du få et indblik i hverdagslivet på en campingplads, møde ildsjælene bag de enkelte campingpladser og høre om de tanker, drømme og projekter, de forskellige værter på DK-CAMPs pladser pusler med for at skabe dejlige ferieoplevelser for alle jer, der er lige så tossede med camping som os.

I denne uge er Campingstafetten rejst over til solskinsøen Bornholm, og er landet på Hasle Camping hos Ulla og Kim. Hasle Camping er beliggende i et område med store naturoplevelser lige uden for døren kun et par 100 meter fra Hasle by med havnen og de historiske silderøgerier. Sammen har værtsparret haft fokus på at skabe en hyggelig campingplads med aktiviteter og muligheder for sjov og hygge for hele familien.


Vi har stillet værtsparret 5 hurtige spørgsmål om, hvordan de har oplevet denne sommer, hvad der har gjort størst indtryk på dem, og hvilke tanker de har, om deres arbejde med at udvikle campingpladsen i de kommende år.

5 hurtige spørgsmål

Hvad vil I tænke tilbage på, når I skal gøre status over sommeren 2020?

Min gamle far sagde altid, der er ingen træer, der vokser ind i himlen. Og man må sande, at der havde han ret! Efter et rigtig godt campingår i 2019 var forventningerne til 2020 tårnhøje. Og som det så ud til ved årsskiftet, var der heller ikke noget, der tydede på, at 2020 skulle blive mindre - snarere tværtimod.

Vi havde ved årsskiftet masser af bookinger i hus og mange forespørgsler. Så alt var godt. Men, men, men, så skete det! Næsten over en nat væltede det ind med afbestillinger, og inden vi fik set os om, stod vi med en næsten tom ordrebog.

Det var noget, der gjorde ondt. Vi var i gang med at bygge 6 nye luksushytter og stod i det dilemma: Skal vi spille sikkert og stoppe byggeriet, eller skal vi forsætte? Heldigvis valgte vi at fortsætte, og det var godt, for pludselig vendte det hele på en tallerken, og fra den ene dag til den anden væltede det ind med bookinger. Når vi nu ser tilbage, får vi sikkert et år med det samme resultat som i 2019, hvilket er meget bedre, end hvad vi forventede, da det så allermest sort ud.

Så til spørgsmålet Hvad har gjort størst indtryk på jer i denne sæson må svaret være: Tag aldrig noget for givet, og vær altid beredt på det værste. Det er, hvad vi har lært, og vil tage med til 2021.

Hvad har gjort størst indtryk på jer i denne sæson (indtil videre)?

Det, som har gjort størst indtryk på os, er, hvordan hele branchen, uden at vi selv er herre over situationen, kan komme på fallittens rand på få måneder.

Det er ting, som man for få måneder siden, ikke havde troet muligt, men som vi nu ser i stor stil. Her tror jeg, at campingbranchen som helhed har været rigtig heldig.


Hvad skal I bruge tid på i den kommende tid?

Vi skal bruge tiden til at finde nye veje i et fuldstændigt forandret feriemønster. Der vil i de næste år være kæmpe muligheder i vores branche for at opfinde nye produkter til et rejsemarked, som har nogle helt andre behov end for bare 6 måneder siden.

En rigtig svær opgave, men også en rigtig spændende opgave. Og hvis det lykkedes, kan det bringe en masse nye kunder til vores pladser. Vi ser et stort marked i autocampere og i teltmarkedet. Her ligger der nogle muligheder, som der helt sikkert skal arbejdes med. Vi ser os umiddelbart presset af autocamperpladser og shelterpladser, som Skov- og naturstyrelsen opstiller til gratis campering. Men det betyder bare, at vi må være dygtigere til at ”gøre os lækre” for netop den type gæster - en opgave, vi glæder os rigtig meget til at kaste os over.

Hvad er det bedste ved af have en campingplads?

At man altid er omgivet af en masse glade mennesker. Ingen dage ligner hinanden, og der er altid en idé, der kan føres ud i livet.

Hvad vil I gerne have, at jeres gæster mindes efter en ferie hos jer?

At atmosfæren var positiv, og at glæden ved vores arbejde var til at få øje på. Vi vil gerne vores kunder, og det skal kunne ses og mærkes.

Læs mere om Hasle Camping

Følg med i næste uge, hvor stafetten bliver sendt videre til en ny campingplads i Danmark.

Se også de øvrige portrætter fra de campingpladser, stafetten har besøgt.

Den 20. september 2020