Campingstafetten: Gåsevig strand camping

Hver uge sender vi Campingstafetten fra campingplads til campingplads – på kryds og tværs gennem landet. Her kan du få et indblik i hverdagslivet på en campingplads, møde ildsjælene bag de enkelte campingpladser og høre om de tanker, drømme og projekter, de forskellige værter på DK-CAMPs pladser pusler med for at kunne skabe dejlige ferieoplevelser for alle jer, der er lige så tossede med camping som os.

I denne uge er campingstafetten landet hos Martin og Pia på Gåsevig Strand Camping i Sønderjylland. På Gåsevig Strand Camping har de skabt en ferieoase ned til vandet med fred, ro og en lang række muligheder for at holde en aktiv ferie med sjov og leg på vandet, hygge på campingpladsen og cykelture i området. Derudover ligger campingpladsen i køreafstand til både Haderslev og andre byer og seværdigheder i det sønderjyske. 

Billede fra Fjordlyst Camping

Foruden Gåsevig Strand Camping ejer og driver Martin og Pia også Fjordlyst Camping i Aabenraa. Her har de indrettet en lille, hyggelig campingplads placeret i naturskønne områder i Aabenraa. Campingpladsen ligger omgivet af smuk natur tæt på strand, havn og skov. Derudover er der kun 2 km til centrum af Aabenraa, så det også er muligt at besøge den hyggelige by og kombinere byliv med fred og ro i naturen.


Vi har stillet de to campingværter 5 hurtige spørgsmål om, hvad der har optaget dem denne sommer og hvad der er vigtigt for dem i deres arbejde med at skabe gode ferieoplevelser for deres gæster.

5 hurtige spørgsmål

Hvad optager jer lige nu?

Vi er, som i hele corona-tiden, meget optaget af rengøring og afspritning mange gange dagligt. På Gåsevig strand camping skal vi igen i gang med at klippe hække rundt på hele pladsen - dem har vi rigtig mange af, da de giver pladserne en særlig hygge. Vi er selvfølgelig også i gang med at servicere de kunder, der stadigvæk kommer og har ferie.

Hvad har gjort størst indtryk på jer i år?

Det, der har gjort størst indtryk i år, er, at der har været så mange danskere, der har besøgt os, fordi de valgte at blive hjemme i Danmark. Det har været rigtig dejligt at høre dem fortælle os, hvor vigtigt det er, at vi har gjort rent så tit, og at der har været sprit alle steder. Det har gjort, at de har følt sig trygge. Det betyder da meget at høre, når man bruger så mange timer dagligt på rengøringen – så ved vi, at det også bliver bemærket.

Er der særlige aktiviteter for jeres gæster i den kommende tid?

På Gåsevig Strand Camping har vi ingen særlige aktiviteter i den kommende tid, da ferien er ovre for de fleste, og corona sætter en stopper på den sommerfest, vi plejer at have her i august. Vi håber, at der til næste år igen er lidt mere normale tilstande, så vi også kan få nogle af de andre aktiviteter i gang igen, som vi ikke har kunnet lave i år.

Hvad er det bedste ved at have campingplads?

Det er, at man møder så mange forskellige slags mennesker, og at man har så mange bolde i luften. At hverdagen aldrig er ens - når man står op, ved man ikke med sikkerhed, hvad dagen vil bringe. Der kommer mange uforudsete ting i løbet af en dag, og man møder så mange dejlige mennesker på vejen rundt på pladsen, når man enten gør rent eller slår græs. Derudover nyder vi, at man er ude i naturen, og at man selv planlægger sin dag. Så der er mange gode ting ved at være ejer af en campingplads -  selvom det også er hårdt slid med mange arbejdstimer hver dag. Men det glemmer man, når man ser alle de fordele, der er.

Hvad vil i gerne have , at jeres gæster skal huske efter et ophold hos jer på Gåsevig strand camping?

Vi håber, at vores gæster vil tage fra Gåsevig Strand Camping med en oplevelse af, de har fået en afslappende ferie i dejlige naturomgivelser, og at de har nydt at ligge ved stranden på en af vores liggestole. Og så håber vi naturligvis også, at de synes, her har været rent og pænt i vores faciliteter, og at vi har ydet god service.

Læs mere om Gåsevig Strand Camping

Følg med i næste uge, hvor stafetten bliver sendt videre til en ny campingplads i Danmark.

Se også de øvrige portrætter fra de campingpladser, stafetten har besøgt.

Den 13. august 2020