Campingstafetten: Faaborg Camping

Hver uge sender vi Campingstafetten fra campingplads til campingplads – på kryds og tværs gennem landet. Her kan du få et indblik i hverdagslivet på en campingplads, møde ildsjælene bag de enkelte campingpladser og høre om de tanker, drømme og projekter, de forskellige værter på DK-CAMPs pladser pusler med for at skabe dejlige ferieoplevelser for alle jer, der er lige så tossede med camping som os.

I denne uge er campingstafetten landet hos Lone og Torben Kjærulff, som sammen med deres to drenge ejer Faaborg Camping. Den hyggelige campingplads ligger smukt placeret i det kuperede sydfynske landskab med mulighed for at nyde både fred og ro i den smukke natur og for at besøge de sydfynske byer og attraktioner i området.


I december 2001 overtog værtsparret Faaborg Camping, som på det tidspunkt hed Svanninge Søgård Camping. Det var dengang en lille 2-stjernet campingplads med 5 hytter og 75 enheder til campingvogne og telte. Der var ingen reception og butik, og toiletfaciliteterne trængte til en kærlig hånd. Siden da har Lone og Torben tilføjet reception og kiosk til campingpladsen samtidig med, at de også har udvidet både arealet på campingpladsen og tilføjet nye hytter og mobilehomes. Alt sammen så campingpladsen i dag fremstår som en hyggelig og indbydende ferieoase for de mange gæster, der hvert år besøger den sydfynske campingplads.


Vi har stillet de to værter 5 hurtige spørgsmål om, hvad der har gjort størst indtryk på dem i denne sæson og om, hvad der driver dem i deres daglige arbejde.

5 hurtige spørgsmål

Hvad vil I tænke tilbage på, når I skal gøre status over sommeren 2020?


Covid-19 har fyldt meget siden sæsonstart. Må vi åbne, må vi ikke åbne?
Var det forkert at åbne eller …? Fra april, hvor vi havde et stort 0 i omsætning til helt fremme i midt juni, havde vi ingen fornemmelse af, hvor turistsæsonen bar hen. Men det skulle efterfølgende vise sig at blive den travleste sommerferie i de 19 år, vi har haft Faaborg Camping.


Det hele eksploderede i online bookinger fra danskere, der ville til Faaborg, og i ugerne 28 til 31 var alt 100% optaget. Aldrig har vi afvist så mange, hvilket har været utroligt udfordrende.
Status i dag, hvor sensommeren er over os, er, at det har været den bedste sæson nogensinde på Faaborg Camping - og hvor har det været skønt at opleve.


Det er også en sommer, hvor vi efter mange års tilløb åbnede en pandekagevogn. Det er en succes, som vi glæder os til at bygge videre på næste år.

Hvad har gjort størst indtryk på jer i denne sæson?


At tage i mod så mange nye campister i alle aldre. Rigtig mange kom med rygsæk for at vandre ud på Ø-Havstien og de mange vandreture i Svanninge Bakker og Bjerge.
Mange kom også med deres mountainbike, da Faaborg Camping ligger i et idealt terræn for mountainbike-kørsel, og endnu flere turister har brugt Faaborg Camping som udgangspunkt for ture til i Det Sydfynske Øhav med Lyø, Avernakø, Bjørnø og Ærø.


Det har været fantastisk at opleve vores gæsters tålmodighed og forståelse for hele problematikken omkring Covid-19. Der har været fuld opbakning til Faaborg Campings tiltag mod forebyggelse af Covid-19 med håndsprit, aftørringssprit og klude til at gøre rent efter sig selv.


Er der særlige aktiviteter for jeres gæster i den kommende tid?


Faaborg Camping indbyder til selvforkælelse, til at koble af fra hverdagen og til at slappe af i naturen med mulighed for mange forskelligartede oplevelser i den enestående natur omkring os.


Der kommer fortsat rigtig mange gæster til Faaborg Camping for at tage på Ø-hop til de mindre øer ud for Faaborg, hvoraf flere stadig er gratis at besøge - og så for at opleve Faaborg bys charme, hygge og aktiviteter.
Og så kan man stadig nå at opleve Jim Lyngvilds fotokunst og billedudstilling i Helligånds Kirken i Faaborg.

Hvad er det bedste ved af have en campingplads?


Det er friheden til selv at bestemme. Og så er det vildt spændende at udvikle campingpladsen i relation til tidens ferietrends og i relation til stedets og områdets dna - den gamle gård og Svanninge Bjerge og Bakker.
Vi er spændte og forventningsfulde i forholdt til alt det fremtidige udviklingsarbejde, der sker i hele området omkring Det Sydfynske Øhav og i Faaborg.

Hvad vil I gerne have, at jeres gæster mindes efter en ferie hos jer?


Vores gæster skal føle, at de har fået noget for pengene, har oplevet autentisk campingferie og naturoplevelser. De skal opleve, at de har fået en personlig velkomst. Og vi håber, at de vil tænke tilbage på Faaborg Camping som et feriested, de gerne vil vende tilbage til.

Læs mere om Faaborg Camping.

Følg med i næste uge, hvor stafetten bliver sendt videre til en ny campingplads i Danmark.

Se også de øvrige portrætter fra de campingpladser, stafetten har besøgt.

Den 21. august 2020