Campingstafetten: Ballen Strandcamping

Hver uge sender vi Campingstafetten fra campingplads til campingplads – på kryds og tværs gennem landet. Her kan du få et indblik i hverdagslivet på en campingplads, møde ildsjælene bag de enkelte campingpladser og høre om de tanker, drømme og projekter, de forskellige værter på DK-CAMPs pladser pusler med for at skabe dejlige ferieoplevelser for alle jer, der er lige så tossede med camping som os.

I denne uge er campingstafetten landet ude midt i Kattegat på Ballen Strandcamping på Samsø. Her har Charlotte og Kim sammen drevet og ejet den lille hyggelige campingplads i 24 år. Med en placering helt ned til vandet på østsiden af Samsø, omgivet af store træer og bakker, er der plads til både hygge, badeture, vandsport og cykelture rundt i den dejlige natur for campingpladsens mange besøgende.

Værtsparret sætter en ære i at skabe hyggelige og uformelle rammer for deres gæster. Af samme årsag kan man som besøgende på Ballens Strandcamping også selv gå rundt og finde den plads, man har lyst til at slå sig ned på, ligesom de også har skabt områder, der er bilfrie for de mange cykelturister, der også besøger campingpladsen.

Sommeren 2020 har også på Samsø været en af de sæsoner, der ikke går i glemmebogen. Vi har spurgt ind til, hvad de to værter på Ballen Strandcamping vil huske tilbage på, når de kigger tilbage på dette års sommer, og hvad de skal bruge tiden på i den kommende tid.

5 hurtige spørgsmål

Hvad vil I tænke tilbage på, når I skal gøre status over sommeren 2020?

Vi har haft campingpladsen i 24 år og det har været den bedste sæson nogensinde. Det ville vi ikke have troet i foråret, hvor alt var så usikkert. Regeringens sommerpakker har virkelig hjulpet de danske øer. Der har aldrig været så mange gæster på Samsø som i år. Og der har endnu ikke været Corona på øen - 7-9-13.


Hvad har gjort størst indtryk på jer denne sæson?

Det, der har gjort størst indtryk på os i år, er, hvor mange gæster der er kommet på campingpladsen, og at det faktisk har varet indtil nu, hvor efteråret har meldt sin ankomst. 


Hvad skal I bruge tid på i den kommende tid?

Vi lukker for sæsonen den 30. september. Så skal vi slappe af oven på den vildeste sæson, som for vores vedkomne måske også bliver vores sidste sæson. Vi har nemlig sat campingpladsen til salg.

Hvad er det bedste ved af have en campingplads?

Der er mange gode ting ved at have en campingplads: Det er alle de glade gæster, som kommer ind ad din dør. Der er forventningens glæde til sæsonstart og forventnings glæde, når du endelig kan holde fri efter sæsonen. Og så er det også en dejlig ting selv at kunne tilrettelægge sin arbejdsdag.


Hvad vil I gerne have, at jeres gæster mindes efter en ferie hos jer?

Vores gæster skal synes, at her var lidt anderledes end på mange andre campingpladser, fordi de selv må vælge, hvor de vil ligge. De skal da også gerne synes, at her var rigtig hyggeligt, og at campingpladsen har en afslappet atmosfære. Og så håber vi naturligvis også, at de har nydt de dejlige naturoplevelser og lækre servicebygninger.

Læs mere om Ballen Strandcamping

Følg med i næste uge, hvor stafetten bliver sendt videre til en ny campingplads i Danmark.

Se også de øvrige portrætter fra de campingpladser, stafetten har besøgt.

Den 10. september 2020