Campingstafetten: Asaa Camping

Hver uge sender vi Campingstafetten fra campingplads til campingplads – på kryds og tværs gennem landet. Her kan du få et indblik i hverdagslivet på en campingplads, møde ildsjælene bag de enkelte campingpladser og høre om de tanker, drømme og projekter, de forskellige værter på DK-CAMPs pladser pusler med for at kunne skabe dejlige ferieoplevelser for alle jer, der er lige så tossede med camping som os.

I denne uge er campingstafetten landet hos Laila og Frank på Assa Camping. Sammen driver de den hyggelige og smukt placerede campingplads i Nordjylland. De har gjort det til deres mission at skabe ægte, dansk campingstemning på deres campingplads, og sætter en ære i at tage personligt imod deres gæster, så man føler sig velkommen i deres lille naturskønne oase. 

Sammen købte de campingpladsen i 2006 og har siden da arbejdet på at gøre Asaa Camping til en campingplads lige efter deres hjerter. Når man som gæst besøger Asaa Camping, har man ud over faciliteterne og de hyggelige arrangementer på selve campingpladsen også mulighed for at nyde både strand, natur og de nærliggende byer som fx Dronninglund, Sæby og Aalborg.


Vi har stillet de 2 værter fem hurtige spørgsmål om, hvad der optager dem lige nu og om, hvad der driver dem i deres arbejde med campingpladsen.

5 hurtige spørgsmål

Hvad optager jer lige nu (særlige gøremål, praktiske ting mm)?
Vi har især fokus på at skabe en positiv modtagelse af gæster og sørge for, at de får et godt ophold. Derudover ligger vores fokus på at holde campingpladsen, så den fremstår hyggelig, indbydende og ren.


Hvad har I glædet jer mest til i denne sæson?
De mange glade gæster.


Er der særlige aktiviteter for jeres gæster i den kommende tid?
Fredag i uge 31 afholder vi ”Musik under sejlet”. Hver mandag har vi snobrødsbagning, og hver fredag afholder vi pandekagebagning på bål for campingpladsens gæster.

Hvad er det bedste ved af have en campingplads?
Det er de positiv tilbagemelding fra gæster, der har haft et godt ophold, og roser campingpladsen, som vi jo nok nærmest betragter som vores lille barn 😉

Hvad vil I gerne have, at jeres gæster mindes efter en ferie hos jer?
God service, rene faciliteter, og at vi som værtpar har opfyldt vores gæsters ønsker.
Vi ønsker, at vores gæster har lyst til at komme igen, og at de fortæller andre, hvor dejligt her er.

Læs mere om Asaa Camping

Følg med i næste uge, hvor stafetten bliver sendt videre til en ny campingplads i Danmark.

Se også de øvrige portrætter fra de campingpladser, stafetten har besøgt.

Den 23. juli 2020