Campus-dag med flot resultat til Hjerteforeningen

På Gudenåcamping Brædstrup har vi i nogle år afholdt en dejlig sommerfest, hvor en meget stor del af pengene bliver skaffet ved afholdelse af et loppemarked i løbet af dagen

I årets løb kan sæsongæsterne aflevere effekter, de ikke længere selv har brug for i et rum ved campingpladsen – og efter sæsonstart aftales datoen for loppemarked og sommerfest.

I år hvor forsæsonen er lidt kort, var kun Campus-dagen ledig til det traditionelle sommer-arrangement. Hvordan skulle vi så skaffe penge til Hjerteforeningen?

Cykelhandler Finn Johansen fra Østbyens Cykler i Horsens besluttede derfor, at han ville sponsere en cykel, der på en eller anden måde skulle anvendes til at skaffe penge til Hjerteforeningen.
Finn og hans kone Vibber har i nogle år haft sommerplads på Gudenåcamping Brædstrup og fik for et par år siden den alvorlige besked fra lægen efter et rutinechek, at Finn havde behov for en hjerteoperation.

Operationen er for længst overstået med godt resultat – så de ønskede i særlig grad at støtte indsamlingen til Hjerteforeningen.


Vi besluttede, at cyklen skulle sælges i en KINESISK AUKTION. Det foregår som almindelig auktion, men man betaler hver gang kun det antal kroner, der er mellem det foregående bud og ens eget bud. Men - det kan løbe op, for alle budgivere skal betale summen af alle deres bud. Denne auktionsform har den store fordel til indsamlinger, at alle kan give en skærv efter lyst og evne, og det kunne ses under auktionen!


Da deltagerne i sommerfesten mødtes, var der endnu noget tid til spisetid – cyklen blev vist frem, reglerne for autionen gennemgået – og så gik vi i gang!

Det blev en spændende auktion, og der kom mange bud – rigtigt mange!
Inger Hansen fra Lund var den mest vedholdende og endte da også med at købe cyklen – og det var ikke noget røverkøb, hun gjorde!
Men hun og hendes mand Leif siger - VI fik cyklen – og det går jo til et godt formål!

Cyklen blev solgt for i alt 24.775 kr. der alle går til Hjerteforeningen.
På fotoet: Inger Hansen, med sin nyanskaffede cykel, og cykelhandler Finn Johansen, Østbyens Cykler i Horsens, der sponserede cyklen.