Få tips til ferien i Danmark


VisitDenmark har udviklet et nyt værktøj på internettet, der giver konkrete og målrettede forslag til ferie- og oplevelsesmuligheder i Danmark. Målet er at gøre det nemt at finde inspiration til lige præcis den ferieform, der appellerer til den enkelte.

Ved at svare på tre enkle spørgsmål om sig selv og sine ferieønsker kan turister få et skræddersyet forslag til ferie- og oplevelsesmuligheder i Danmark.

En børnefamilie, der ønsker en sommerferie med masser af naturoplevelser, vil f.eks. få forslag om bondegårdsferie, overnatning på naturlejrpladser, kanotur, ravjagt og svampetur. Et ungt par, der ønsker en efterårsweekend i byen, vil få forslag om koncerter, mindre kendte seværdigheder, kunstudstillinger og byvandringer.

- Det nye ferietip-værktøj kan anvendes af alle, uanset om man rejser med eller uden børn, og om man er til sjov i sommerlandet, aktiv ferie, naturoplevelser, ferie i byen eller forkæl dig selv ferie, siger redaktør Palle Jørly Jensen, VisitDenmark.

Nem og overskuelig ferieinspiration

Søgeværktøjet samler og sorterer den enorme mængde information, der findes på visitdenmark.com.

- Turisten behøver ikke at sætte sig ind i, hvordan vi har disponeret indholdet på visitdenmark.com. Relevant indhold bliver simpelthen plukket fra alle dele af portalen og præsenteret på én og samme side for turisten, forklarer Palle Jørly Jensen.

De ferie- og oplevelsesmuligheder, som søgemaskinen udvælger, er baseret på dybdegående analyser af turismen i Danmark.

- VisitDenmark har foretaget en række analyser af turisternes interesser og behov. Den viden transformerer vi nu fra tør statistik til et konkret og let anvendeligt værktøj til gavn for nuværende og kommende turister i Danmark, siger Palle Jørly Jensen.

Værktøjet bliver i første omgang tilgængeligt på dansk, men vil i løbet af efteråret være tilgængeligt på flere af de internationale sprogindgange.

Prøv ferietip-værktøjet på www.visitdenmark.com