Artikel: Camping i et telt lidt ud over det sædvanlige

Pernille, der er kvinden bag bloggen Mor med mere , er normalt ikke den store campinghaj. Men efter en weekend i et telt lidt ud over det sædvanlige, er hun ( og især børnene) blevet begejstrede for campinglivet.

På sin blog har hun skrevet om familiens miniferie i et safaritelt på Fyn og deler her ud af sine erfaringer og oplevelser fra turen.

”Som familie har vi ikke den store campingerfaring, men drengene synes, det har været vildt hyggeligt, de gange vi har været af sted. Jeg indrømmer dog gerne, at jeg synes, det kan være en smule ‘besværligt’, men i bund og grund handler det måske om at få nye vaner. Jeg havde derfor forberedt mig, så godt jeg kunne; skåret frugt og grønt til fredagssnacks, bagt et brød til sandwich fredag aften og snuppet havregryn og mælk med til morgenmaden. På den måde kunne vi nemt få mad på bordet og endda klare det hele i teltet.

 


Umiddelbart, når man tænker på telttur, er køjesenge og køleskab nok ikke lige det første, der popper op i tankerne. Ikke desto mindre var der begge dele i det safaritelt, vi installerede os i! Der var tilmed også dobbeltseng, strøm, håndvask, sofa, køkken, grill og spisebord!
Derudover fulgte charmen fra et telt med; morgensol, der lyser det hele op, fuglesang lige udenfor teltdugen, havets brusen og følelsen af at sove i naturen (men vågne udhvilet, fordi man har sovet i en seng 😉 ). ”

 

 

En af de ting, Pernille fremhæver fra turen - ud over det store telt, der forenede campinglivet med lidt luksus - er muligheden for at opleve dejlige Danmark.


”Udover at udforske campingpladsen og den skønne natur, den er placeret midt i, tog vi også på tur i området. Jeg elsker at opleve Danmark og de mange nye nuancer af ens land, der dukker op, når man bevæger sig bare en smuttur væk fra sin ‘rod’. Et par timers kørsel og vupti – pludselig befinder man sig midt i idyl, der er en Morten Korch film værdig. Danmark er noget helt særligt og jeg bliver nok aldrig træt af at holde ferie her <3


Efter et par dage ‘midt i naturen’ var vi klar til en ny uge, og det sidste seje træk inden sommerferien, der også skal bruges på at udforske Danmark. Og efter vores lille telttur kan vi slet, slet ikke vente 🙂"


Pernille har samlet lidt praktiske råd i forhold til, hvis du også drømmer om at prøve kræfter med campinglivet:

"Det praktiske:
Sengelinned kan lejes, hvis man gerne vil slippe for selv at medbringe. Det gør det endnu nemmere bare at dukke op og holde ferie 🙂 Drengene havde dog en drøm om at sove i soveposer, så vi havde taget 3 stk med hjemmefra.


I det telt, vi overnattede i, var der vask med rindende vand, køleskab og stikkontakter.


Jeg havde pakket lidt af hvert til aftensmad, morgenmad, snacks og frokost, så det var nemt at få stillet sulten. Der er derudover adgang til køkkenfaciliteter og grill.


Teltet er ikke isoleret og det kan derfor blive køligt om natten – som det nu er udenfor. Da vi var der, viste vejret sig ikke fra sin fineste sommer-side, men vi kunne godt holde varmen om natten. Det kan måske være en idé at medbringe nattøj.


Det kan være en god idé at medbringe løbecykel eller løbehjul til de korteste ben i familien, så det er nemmere for dem at færdes i området (især når benene bliver lidt trætte)


Hvis du vil læse hele blogindlægget, kan du finde det på mormedmere.dk

Område
Udlejning til overnatning Aktiviteter Bademuligheder Aktiviteter for børn Faciliteter Butik/indkøb Restaurant/spisested Udlejning/udlån af udstyr Attraktioner/seværdigheder Sportsaktiviteter
Kategori Vintercamping Tilbud
Autocamper