Vintercamping giver ro i livet


20. december 2017

Hvis du tror, at alle danske campingpladser ligger øde og forladte hen, når temperaturen udenfor går i minus, kan du godt tro om igen. Hos DK-CAMP – Danmarks største netværk af campingpladser – er der tæt på 100 campingpladser, der også byder gæster velkommen om vinteren.

Naturen, freden og roen om vinteren er det, der trækker Annette Baagø og hendes mand, Allan, fra Ringsted ud med campingvognen. Tidligere har de ligget en vintersæson på Helsingør Camping. Men de syntes, at de ikke brugte campingvognen, så meget som de egentligt gerne ville. Nu lader de vejret og tiden afgøre, hvor og hvornår de sætter deres campingvogn med indlagt gulvvarme på krogen og kører ud på en campingplads. Helst til en campingplads, der ligger ved vandet, så Allan kan dyrke sin store passion, nemlig at fiske.

Ro og afslapning
- Vi nyder rigtigt meget at opleve den ro og fred, der er på campingpladserne i sær om vinteren. Det giver ro i livet. Så kravler vi ind i campingvognen, læser en god bog og måske forkæler os selv ved at gå ud og spise en god middag, fortæller Annette Baagø.

De har tidligere været medlem af en klub for campingvogne, hvorfra de kender mange andre, der har samme passion. Nogle af dem mødes de stadig med rundt omkring på campingpladserne – både sommer og vinter. På den måde er der også et stort element af socialt samvær ved at campere.

Læs hele pressemeddelelsen i DK-CAMP's presserum.

Billede: Modelfoto