Oplev Fyn og Øerne

_BHP2545.jpg

Den fynske forfatter Morten Korch har mere end nogen anden været med til at skabe forestillingen om Fyn som en ø med bølgende marker, badet i evig sommersol og fuglesang. En forestilling, der på en god sommerdag faktisk stadig holder stik. Med sine idylliske herregårde, hyggelige landsbyer, frodige marker og mange grønne øer er der noget eventyrhave over Fyn. Generelt er vejret og klimaet lidt bedre end mange andre steder, og fynboerne er venlige og milde mennesker.

Besøg H.C. Andersens fødehjem
Rundt langs kysten ligger en perlerække af smukke og hyggelige købstæder. Midt på Fyn ligger den store købstad Odense, hvis gamle bydel er bevaret og restaureret, så den næsten fremstår som på eventyrdigterens H.C. Andersens tid. De gamle byer Faaborg, Svendborg, Rudkøbing og Ærøskøbing bærer stadig præg af søhandel og skibsfart. Lundeborg på Sydøstfyn, den smukke skipperby Troense på Tåsinge og Marstal på Ærø er også en rejse værd.

På Nord- og Midtfyn veksler blide bakker med bjergagtige højder, og jævne sletter er furet af dybe dale med søer og moser. Det sydfynske landskab består først og fremmest af frodige bakker. Mest kendt er Svanninge Bakker nord for Faaborg og Egebjerg Bakker nord for Ollerup. Syd for Fyn ligger øhavets vrimmel af øer og holme med Langeland, Tåsinge og Ærø som de største. Mange af øerne er hjemsted for sjældne fugle, planter og frøer, og i havet kan man opleve både sæler og marsvin.

Historiske minder
Sporene efter de første fynboer findes også i rigt mål i form af stendysser og jættestuer, og et par af dem kan man gå ind i – f.eks. Mårhøj Gravhøj på Hindsholm og Hulbjerg Jættestue på Sydlangeland. En usædvanlig stor bronzealderhøj kan ses ved Lusehøj ved Voldtofte. Ved Ladby nær Kertinge Nor kan man gå ind i en kæmpehøj med resterne af et vikingeskib, og på Nordfyn ligger Glavendrup-skibssætningen, der har en stor runesten som stævn.

Åbne herregårde
På Fyn ligger herregårdene tættere end i nogen anden landsdel. Der findes omkring 125 hovedgårde på Fyn, og omkring 30 af dem er åbne for publikum på forskellig vis. Nogle herregårde har været kongsgårde, mens andre har været klostre. De ofte imponerende bygningsanlæg sætter deres præg på det fynske landskab, og flere af dem har både smukke parker og interessante samlinger. Det gælder især for Egeskov Slot, Krengerup, Valdemars Slot og Broholm.

10 top aktiviteter på Fyn og Øerne

  1. Cykeltur på Hindsholm, fra Kerteminde til Fyns Hoved
  2. Vandretur ad ebbevej og på sandtange til Æbelø
  3. Badeferie på Hasmark Strand, måske Fyns bedste sandstrand
  4. Hesteridning på den 75 km lange Riderute Sydfyn
  5. Vandretur på Øhavstien omkring det sydfynske øhav
  6. Lystfiskeri efter havørreder ved Helnæs
  7. Mountainbiketur i Svanninge Bakker
  8. Børnevenlig cykeltur på Ærø
  9. Tur i havkajak eller smakkejolle fra Strynø
  10. Vrag- og naturdykning i det sydfynske øhav

Find flere informationer om Fyn og Øerne.

    Andre artikler