Oplev Bornholm

_BHP6821.jpg

Bornholm har form som en skæv firkant og er med sine 588 km2 lidt større end Falster. Længere mod nordøst, omkring 18 km fra Gudhjem, ligger den lille øgruppe Ertholmene, der bl.a. består af de gamle forsvarsøer Christiansø og Frederiksø. Det er først og fremmest Bornholms smukke og helt unikke natur, der årligt får over en halv million mennesker til at besøge øen.

I fortidens fodspor
Klippeøen er dog ikke kun dejlig natur, men rummer også nogle særegne kulturspor. Ikke mindst helleristningernes gådefulde billedverden og de fire rundkirker er værd at kigge nærmere på. Bronzealderfolkets tegneserie på Madsebakke ved Allinge og den imponerende Østerlars Rundkirke er sælsomme steder at besøge. Rispebjerg på Sydbornholm, med spor efter et soltempel fra stenalderen og en tilflugtsborg fra jernalderen, er også en udflugt værd. 

Bebyggelsen er i en dansk sammenhæng usædvanlig. Gårdene ligger spredt, egentlige landsbyer findes ikke, og der er heller ingen herregårde på øen. Til gengæld finder man langs kysten en perlerække af idylliske købstæder og fiskerlejer med Svaneke og Gudhjem som de smukkeste. På Sydbornholm er der ved de flade kyster anlagt fiskerihavne ved Snogebæk og Arnager, hvis havne er såkaldte øhavne.

Aakirkeby - Middelalderens hovedby
Aarkirkeby inde landet var øens hovedby i middelalderen, og foruden en usædvanlig kirke (med tvillingetårne) ligger oplevelsescentret NaturBornholm (med ægte dinosaurspor!) også her. Øens midte er dækket af det store skovkompleks med Almindingen og Paradisbakkerne. Her finder man flere rokkesten, Ekkodalen, kongeborgen Lilleborg, tilflugtsborgen Gamleborg og bisonokser i Svinemosen.

Bornholm kaldes somme tider ”nattergalenes ø”. Sidst på foråret kan man høre i hundredvis af nattergale synge fra krat og fugtige småskove. På bornholmsk hedder nattergalen i øvrigt fjælstaunijn. I øens mange sprækkedale kan man om foråret opleve ikke bare nattergalen, men også alverdens andre sangfugle, samt et blomsterflor uden lige. Det er en skøn oplevelse at besøge Døndalen med Danmarks største vandfald.

Sol over Gudhjem
Røgerierne med de karakteristiske skorstene findes overalt og er typisk en blanding af restaurant og butik. De lækre røgede sild er en bornholmsk specialitet – gå endelig ikke glip af egnsretten ”Sol over Gudhjem”, som er røget sild med rå æggeblomme, radiser, purløg og groft rugbrød. Men prøv også den bornholmske laks, torsk, hellefisk, makrel, ål, ørred, rejer og andre røgvarer, de er bestemt værd at smage på!

10 top aktiviteter på Borholm

  1. Vandretur ad den fem km lange Cobrasti fra Bølshavn til Saltuna
  2. Cykeltur ad den 25 km lange cykelsti fra Rønne til Allinge
  3. Klippeklatring på Hammerknuden
  4. Lystfiskeri i smykkesøerne i Hasle Lystskov
  5. Guidet havkajaksejlads fra Årsdale
  6. Mountainbiketur omkring Rytterknægten i Almindingen
  7. Havørredfiskeri i Salene Bugt ved Gudhjem
  8. Børnevenlige sandstrand ved Dueodde
  9. Oplev livet i middelalderen på Bornholms Middelaldercenter
  10. Et besøg på Christiansø med båd fra Gudhjem eller Allinge

Find flere informationer om Bornholm på VisitDenmarks hjemmeside eller på bornholm.info