Hvordan vil du redde situationen, hvis campingvognen kommer i slinger? Give gas og trække den på plads igen? NEJ! Hold rattet ligeudrettet og brems op? JA! Det lyder simpelt, og det er simpelt. Men alt for mange campister ved stadig ikke, hvordan man redder en kritisk situation -fordi de ikke har trænet øvelsen.
På den baggrund har Opel udviklet en intelligent jydekrog, Trailer Stability Assist ( TSA), der er en særlig programmering af bilens ESPsystem, så det automatisk tilpasser sig, når bilen får en trailer eller campingvogn på krogen.
TSA forhindrer store udsving af traileren typisk ved fire-seks grader, som svarer til et udsving på op til en halv meter ved trailerens bagende.
En trailer kan svinge op til syv grader uden risiko for, at den stiller sig på tværs ved en kraftig opbremsning.
Et så stort udsving svarer til, at traileren bruger hele bredden af en vognbane på en motorvej, der normalt er 3,5 meter bred.
Opel har analyseret et utal af kombinationer af bil og trailer og programmeret TSAsystemet, så det ikke reagerer ved de små udsving, som der ofte er med en anhænger på motorvej, men kun griber ind, når udsvingene bliver så kraftige, at der er risiko for, at anhængeren vælter eller bringer hele vogntoget ud af kontrol.
B. T. Camping har testet den intelligente jydekrog, og den virker. Reaktionen og opbremsningen kommer prompte, når campingvognen bliver lidt for livlig. Det eneste, man skal gøre er at holde rattet lige. Resten sørger teknikken for.
Så glem derfor alt om at kontrastyre eller forsøge at få traileren på ret kurs ved at accelerere.
TSA-systemet aktiveres i det øjeblik, det elektriske stik fra traileren forbindes med bilens el-system.
Trækkrogen på Opel Insignia er en fabriksmonteret anhængerkrog og kommer frem fra sit skjul ved at trække i et håndtag, der sidder til venstre under bagerste kofanger.
Et let træk og krogen svinger ud til akkompagnement af en advarselstone.
Anhængertrækket klikkes på plads med hånden eller foden, hvis man er lidt adræt. Proceduren gentages, når man skal vippe krogen tilbage på plads efter brug.
Det intelligente anhængertræk er en del af en såkaldt XZAN Familypakke, der også omfatter bagagenet mellem første eller anden sæderække, FlexOrganizer til fastgørelse af bagage, dæktryksovervågning og solgardiner ved bagsædet. Prisen for pakken er 16.900 kr.
B.T. 24. april 2010, Af STEEN NIELSEN
Køb et gavekort til en af DK-CAMPs 325 campingpladser
|
|
|
Tak!
|